Selvom sweety ikke var en direkte del af katteriet, var han stadig en stor del af vores familie.

Tirsdag den 12 november, 2007, måtte vi desværre tage den triste beslutning at aflive sweety. Han havde fået kronisk nyresvigt, sansyneligvis pga kræft, ifølge dyrlægen.

Han vil være evigt savnet og var elsket ud over det sædvanelige. Han havde en helt unik personlighed, og i mange tilfælde troede han selv at han var en hund

Jeg ved han venter på os på den anden side, og at han tilgav os vores beslutning, for han var mæt af livet og orkede ikke mere.

Herunder følger den konkrete beskrivelse af hans sidste døgn, vær opmærksom på at det kan være barsk læsning

Nu er det hele kommet lidt på afstand igen, og jeg kan bedre skrive om hele diagnosen…

Det hjælper ikke os, men måske det kan hjælpe andre til at være opmærksomme på de små ændringer der sker i kattes adfærd når de er syge….

Vær opmærksom, resten af indlægget her er barske løjer, og måske endda for nogle lidt for grafiske beskrivelser, men jeg håber at de der kan klare, det ikke tager det ilde op, og dem der ikke kan blot lader være med at læse videre…. jeg har bare brug for at læsse lidt af…..

Symptomerne? blev først registreret mandag morgen (den 12? november 2007)… jeg kom ud til ham på toilettet og han lå helt slap hen, noget han ALDRIG gør… jeg undersøgte ham hurtigt og opdagede han var helt klistret i munden og meget meget tynd… jeg kontaktede dyrlægen hurtigst muligt, og min kæreste kørte ind med ham da det var tid… indtil han kunne komme afsted sad han helt stille hen, eller sad med hovedet ind over en vandskål og prøvede at drikke men kunne ikke få tungen ud af munden… Dyrlægen indlagde ham med det samme, og næste morgen fik vi diagnosen…

Diagnosen var? kronisk nyresvigt, sansyneligvis forårsaget af kræft i nyrerne…. nyresvigten forårsagede en smertefuld kemisk mundbetændelse, hvilket var årsagen til at han ikke kunne drikke eller spise, og som følge deraf var han voldsomt dehydreret…. nyresvigten forårsagede ligledes at blodet ikke kunne renses, hvilket i praksis betød at han forgiftede sig selv konstant, og at han ikke kunne danne røde blodlegmer…. forgiftningen gjorde at han var slingrene og døsig…… hans vægt var nede på 3.3 kg, mod de normale 6-7 kg….

Dyrlægen havde givet ham ½ liter væske i drop hen over natten, og han kvikkede derfor lidt op, men lige så snart droppet blev taget fra ham mistede han væsken lige så hurtigt som han havde fået den…. hvilket var den primære årsag til hendes diagnose med kronisk nyresvigt…. kræften konkluderede hun sig frem til via hans alder (8 år) og at hans nyrer føltes deforme… vi kunne have valgt at tage blodprøver og lignende, men det ville have betydet endnu en nat på sygehuset for ham, og endnu en nat i pinsel…
jeg havde fuldt tillid til min dyrlæge og har det stadig…..

hun fortalte os at når symptomerne bliver så tydelige som de var, så er nyrefunktionen helt nede på 10%, og at i kraft af hans dårlige respons på behandling, mente hun at han under alle omstændigheder ville dø meget
hurtigt…. desuden fik jeg at vide at katte sjældent viser symptomer før den er RIGTIG gal….

når jeg så tænker tilbage… så var der nogle få tegn…. feks har han igennem nogle måneder været lidt en sur prut overfor tøserne…. kunne finde på at sprutte af dem uden grund….
et andet tegn var vægttab, men han har altid tabt sig på denne årstid, noget jeg bemærkede fordi pigerne altid tog på om efteråret, pga manglende løbetider, hvorefter han så tabte sig, for at tage på igen til foråret, når
de taber sig…. så for mig var det ikke unormalt at han tabte sig…. dog synes jeg også han var blevet drastisk tynd, men det bemærkede jeg faktisk først om søndagen, hvor hans sygdom blev opdaget mandag…
indimellem har han hvæset hvis man løftede ham lidt dumt, og der har været lidt issues med lidt opkast, men alle disse ting har kunne bortforklares med dagligdags ting, som at han har forstrukket en muskel mens han var ude, eller at han har forædt sig fordi han var meget sulten efter at have været ude og løbe…

en ting er sikkert, jeg skal ALDRIG mere have udekat… jeg tillod ham at blive udekat fordi han selv var så insisterende, så jeg kan trøste mig med at han havde nogle dejlige sidste måneder, med at fange fugle, mus og
lignende (og jo, jeg har fået gaver ) men det faktum at han rendte ude, gjorde at vi ikke observede de mere alvorlige symptomer, som mad/drikke og toiletvaner….

han døde fredeligt og tryg… vi brugte 15 minutter på at nusse ham og fortælle ham at vi elsker ham og at han var en dejlig mis og at han ville blive savnet…… han spandt lidt (så meget han kunne i hans svækkede
tilstand) og bonkede hovede med os, og puttede sit hovede ned i min hånd som kun han kunne…. han havde en venflon i benet som gjorde processen med medicinen meget nemmere, for han skulle ikke forskrækkes af en nål….
da han fik medicinen stod han op støttet af min arm, med hovedet i min hånd og spandt, og blev nusset på hovedet af min søn samtidig… han var væk med det samme…. inden for milisekunder fra de første dråber af væsken var puttet i ham var han væk hvilket også siger lidt om hvor svækket han var, og hvor klar han var til at sige farvel til livet….
jeg er rigtig rigtig glad for at han var rolig og tryg i de sidste minutter… det var tydeligt at han genkendte os, og ville sige farvel….

jeg savner hans vrælende miaven når han vil ind, hans renden i vejen når han vil opnå noget, hans insisterende “jeg vil ligge på dig og kæle NU!”… hans hilsen når man kommer hjem, hans bebrejdende blik når han mener maden der bliver serveret er kedeligt, hans næse mod min midt om natten…. jeg savner at komme til at sparke til ham fordi han har puttet sig i fodenden af sengen, at falde over ham, at se ham række op på bordet når han tror der er gode sager deroppe… hans specielle måde at “flade ud” på, hans leg med dizzy, hele hans væsen….

jeg siger godmorgen og godnat til ham stadig…. fy for pyffen hvor jeg savner ham….