ja, det lyder helt fantastiskt… den historie du nu skal til at læse virker helt tosset. Men ikke desto mindre er den 100% sand. Dette er historien om hvordan vi fik X-men kuldene

For nogle måneder siden fik vi ENDELIG bygget vores løbegård færdig, så pigerne kunne komme ud… og de nøøøød det. Skønt at se de to tøser hygge sig i græsset.

Så en dag da jeg ville lukke vinduet ud imod gården, sad der sku en stor sort og hvid hankat og gloede på mig. INDEN i gården. “KAN DU KOMME UD!!” råbte jeg.
hophop vupti, og ude var han, totalt ligeglad og kold i måsen.
Knurrende fik jeg mumlet til min mand at vi sku skulle have overdækket løbegården og at pigerne under ingen omstændigheder skulle ud før det var gjort.

Vi fik købt noget net og smed over, og satte fast, og troede at NU var det sikret.

der gik et par uger uden problemer, og så en dag havde vi tilfældigvis glemt at lukke vinduet. Da vi kommer hjem hører jeg en dæmpet brummen inde fra stuen, og undres. Jeg åbner døren og ser pigerne krummet sammen på gulvet, og kigger i samme retning som de, kun for at se røven af den SAMME hankat som jeg nogle uger før havde jaget ud.

og igen, hophop vupti, hoppede han op på kanten af løbegårdens øverste bjælke, hvorved han skubber nettet oven på op. Han slentrer nonchelant og “cool as a cuecumber” hen langs bjælken til det store hul i nettet han selv har lavet, igennem hullet og videre over på taget ved siden af.
Jeg var målløs, totalt paf. Lukker ud til gården, og går ind og undersøger tøserne for parringstegn.

Intet at se… pyyyyha… ville sku have været ærgeligt at det skulle gå galt…

Fik naturligvis løst netproblemet og jeg er lykkelig for at kunne sige at siden har vi ikke set andet til storemis (som vi kalder ham) end når han går en tur rundt om huset og sover på vores overdækkede terasse.

Men historien er ikke slut endnu…..

Ca 3 uger senere begynder jeg at lure på Dizz… synes hendes omfang øges en anelse.

venter en uge mere, det øges yderligere på omfanget, og efter yderligere en uge, må vi jo erkende at der sku var bid alligevel. Hvordan storemis har båret sig ad med at parre uden at efterlade NOGEN tegn, ved jeg simpelthen ikke, men det gjorde han.

Overvejelserne var mange, det var jo ABSOLUT ikke med i planerne at vi denne gang skulle have krydsningskillinger, snarere var det jo meningen at hun skulle parres med en flot og lækker perserhan.

men vi måtte erkende at vi havde ikke hjerte til at gøre noget ved det, og besluttede derfor at lade hende få dette kuld sådan lidt uden for system.
Nu er næste skridt så at få søgt stamtavle på dem, og få dem afsat.

følg med i killingernes liv her